Kære www.denfladering.dk læsere

Efter 5. dag på cykel – det vil sige for nogens vedkommende – så er fårene skilt fra bukkene. Der er således etableret et ”Café latte” hold og et ungdomshold fra ”Rød stue”.

For ikke indviede betyder det, at Jesper, Palle og Ole konstant ligger og banker kilometer og højdemeter, imens ”Cafe latte” holdet finder på undskyldninger for ikke at cykle.

Således har ”Café latte” holdet i dag lejet en bil for at kunne sidde i tørvejr og se lidt af øen og et dusin af dens cafeer. Hvad de har oplevet kan vi fra ”Rød stue” af gode grunde ikke berette, men vi gætter på, at det ikke er af synderlig værdi for en læser på en cykelklubs blog smiley

Til gengæld kan vi berette, at ”Rød stue” i går kørte kongetapen i kanonvejr. En tur på 140 km over 3 bjergpas – bl.a. Mallorcas højeste bjerg Puig Major. Undervejs passerede vi bjergsøer og i Soller dalen appelsin- og citronlunde. Turen var et inferno af dufteindtryk, da der er fuld gang i høstningen af markerne for tiden. Mallorca i foråret er bare skønt.

Mens ”Café latte” holdet sad i deres airconditionerede bil, klarede det i dag op over middag, og ”Rød stue” rullede en tur på 100 km. Faktisk en tur ud i det flade land, men alligevel blev det til 700 højdemeter, så der har været passeret en del bakker.

Det var alt for nu – nu er vi på vej ned og spise – og skal efterfølgende have udvekslet løgn historier på Marocco Bar med ”Café latte” drengene.

Bedste CYKEL hilsner fra Palle, Jesper og Ole