Kære cykelvenner,

Som bekendt har Den Flade Ring 25 års jubilæum til næste år. I den forbindelse planlægger vi at arrangere Tour de jubilæum, som skal gå fra Paris til Pyrenæerne – nærmere bestemt det legandariske Flade Ring og Tour de France bjerg – Col du Tourmalet. Målet er ikke helt tilfældigt valgt, idet samme bjerg var halvvejs målet for vores tur i 1988. Helt tilfældigt er det heller ikke, at distancen på turen i 2013 er reduceret betragteligt i både dage, kilometer og højdemeter. Vi vil nemlig gerne have så mange som muligt med – og mange af os er trods alt blevet 25 år ældre i mellemtiden (formentlig alle)smiley Men bemærk, at turen er åben for alle – såvel unge som ældre samt nye som gamle medlemmer.

Intet er på nuværende tidspunkt fastlagt, men tankerne om Tour de jubilæum 2013 er følgende:

* maksimum 7 dage på cykel

* gennemsnitlig dagsmarch på omkring 125 km (1.200 højde meter pr. dag)

* mulighed for at køre samlet eller i grupper afhængig af antal deltagere m.v.

* vægt på det sociale men også mulighed for gi’ den gas for dem der ønsker det

* gennemførelse medio juni 2013 inden sommerferierne rigtig starter i Europa

* køres på mindre veje uden om de store byer og i smuk natur

* egne cykler fragtes til Paris og retur fra Pyrenæerne i bil/hænger (evt. lejet)

* frivillige chauffører til den tur modtager nedslag i prisen fra øvrige deltagere

* man skiftes til at køre følgebil under den 7 dage lange tur

* der overnattes på hoteller i dobbeltværelser incl. morgenmad

* aftensmad indtages på lokale restauranter

* frokost arrangeres af chaufførerne i følgebilen for fælles regning

* der flyves fra København til Paris og retur til København via Lourdes/Paris

* prisen forventes at lande et sted mellem kr. 5.000,- – kr. 7.000,- pr. deltager.

Deltagere på andre ture kan skrive under på at Palle og undertegnede er

eksperter i at arrangere ture der giver value for moneysmiley

Palle har allerede lavet et detaljeret ruteforslag incl. overnatningsmuligheder, som vi kan drøfte en gang når vi ved hvor mange der er interesseret i turen.

Lyder det som noget for dig, så har vi i planlægningsarbejdet behov for at vide, hvem og hvor mange der med overvejende sandsynlighed ønsker at deltage. Derfor bedes interesserede give sig til kende overfor Palle eller undertegnede inden 15. juli 2012.

Vi håber på at rigtig mange vil melde sig under fanerne, så vi kan få fejret vores jubilæum med en fantastisk tur.

Bedste hilsner fra Palle og Ole